2 guldmedaljer til klubben ved DM på filt

Af Ole Rasmussen
Guldet blev generobret til klubben i holdkonkurrencen ved DM på stor bane, som blev spillet i Maribo den 9. - 10. september og samtidig forsvarede Inger Neye sin DM-titel fra sidste år i damerækken. Det blev tilmed en meget overbevisende sejr på 23 over slag over konkurrenten Inge-Lise Hansen fra Nord-Als Minigolf Klub.
I holdkonkurrencen var det årets danske holdmestre på eternit, Minigolf Clubben Gelsted, som var nærmeste trussel. Sidste års suveræne vindere fra Nord-Als kunne ikke stille i stærkeste opstilling så de var på forhånd fraskrevet enhver chance. Vores hold med Jan Lyø, John Hansen, Leif Meitilberg og Casper Frederiksen vandt trods stort pres, og undervejs lurede en overraskelse, idet Gladsaxes hold meldte sig ind i kampen. Det blev dog kortvarigt.
Ingers kamp mod Inge-Lise var som sædvanligt meget jævnbyrdig, men i løbet af søndagens 4 runder trak Inger overbevisende fra og endte med en storsejr over konkurrenten.
Sejren var dog ikke tilstrækkeligt stor til at hun kunne vinde guld i mix-kategorien sammen med Leif Meitilberg. Her måtte de igen nøjes med sølvmedaljen. Inge-Lise vandt sammen med klubkammeraten Allan Schwab. Klubben høstede også to meget fornemme bronzemedaljer. I herrerækken var det Jan Lyø, som efter omspil med John Hansen snuppede bronzen. Undervejs var Jan tæt på at tangere den dugfriske banerekord på 24 slag sat i første runde af Allan Schwab, men Jan måtte "nøjes" med 25. Flot!
I juniorrækken var det Casper Frederiksen, som måtte se til mens Jonas Rasmussen, Gladsaxe, og Kenneth Lass, Nord-Als, afgjorde guld- og sølvkampen i et omspil. Casper startede turneringen med et par høje runder og nåede derfor aldrig med i kampen om guldet.
Tillykke til alle klubbens medaljetagere samt til alle vinderne fra de øvrige klubber.

Se alle resultater på vores resultatside.


Antal billeder:   af

Free DHTML scripts provided by
Dynamic Drive