10 point til SPTO i 1. afdeling af DM-hold

Putter Team Odenses forsvarende danske mestre kom optimalt fra start ved årets første afdeling af holdturnering ved at score maksimumpoint på Odenses Minigolf Clubs betonbaner.
De tætteste kampe spillede holdet mod sidste års nr. 2 og 3 fra henholdsvis Gelsted og Aalborg og ikke mindst den afsluttende kamp mod Gelsted var en gyser.
Da der manglede 4-7 baner var holdet bagud mod Gelsted med 5 slag men i løbet af få minutter var stillingen vendt til et forspring på 5 slag.
Holdet bestod af Anders Grønnegaard, Erling Jensen, Mads Nørregaard og Casper Frederiksen. Sidstnævnte fik chancen da holdet modtog et afbud fra Jan Lyø to dage før turneringen og han med flot spil - samlet nr. 6 på ranglisten, beviste at det var et rigtigt valg.
Bedste spiller var Mads Nørregaard med 148 slag, Anders Grønnegaard havde 153 og Erling Jensen 154 slag.
Aalborg Minigolf Klub kom næstbedst ud af weekenden kampe med 8 point. Holdet består af Johnny Andersen, Stephanie Dallinger, Kåre Thomsen og Allan Schwab, og de viste god fight ved ligesom Putter Team Odense at vende flere kampe fra nederlag til sejr.
Med 2 nederlag måtte Minigolf Clubben Gelsted nøjes med 6 point selv om holdet i år har fået tilgang af Lars Rosenquist som senest blev bedste dansker ved NM sammen med Allan Schwab.
Undervejs i turneringen satte Anders Grønnegaard en fantastisk ny banerekord på 22 slag. Han slog dermed en 13 år gammel banerekord fra EM 1996 som var på 24 slag sat af Andreas Schallner, Østrig. En rekord som er blevet tangeret et par gange efterfølgende.
Med 22 slag må man nok regne med at Anders Grønnegaard cementerde rekorden for en længere årrække.
Klubbens 2. hold fik 4 points da de slog oprykkerne fra Randers samt Nord-Als Minigolf Klub. Dermed ligger holdet nr. 4. Nord-Alsingerne har 2 points og Randers i bunden med 0 point.

I 2. division havde klubbens 3. hold en god weekend. Holdet scorede 8 points og ligger nu nr. 2. I kampen mod Odense Minigolf Club 2 var holdet oppe mod en kanonrunde fra hjemmeholdets side og er derfor nu 2 points efter dem. Vores hold bestod af Dennis Johannisson, Nickolaj Andersen og Vincent Huus. Vincent trådte til i sidste øjeblik efter afbud.
Klubbens 4. hold som befinder sig i 3. division fik også en god weekend ud af det med 2 sejre og 2 nederlag. De er kun 2 points efter 2 andre hold som også spillede 4 kampe. Det førende hold, Gelsted 5, spillede 5 kampe.
Klubbens hold bestod af Henning Andersen, Jimmy Christensen og pga. afbud måtte både Erik B. Nielsen og Jesper Andersen i kamp henholdsvis lørdag og søndag.
Næste afdeling er den 9. - 10. maj hos Nord-Als Minigolf Klub.
Se resultater fra 1. afdeling.


Antal billeder:   af

Free DHTML scripts provided by
Dynamic Drive