FMU Open 2003 - eller med en dansk betegnelse - de Åbne Fynsmesterskaber, blev i år spillet på Odense Minigolf Clubs eternitbaner. I år skulle der spilles 6 runder på 1 dag. Det er også ganske tilstrækkeligt på en dag og et passende antal for et sådant mesterskab. Den forsvarende fynsmester, Vincent Huus, stillede op trods en lang sæson med et netop overstået VM, og et nyvundet dansk mesterskab på stor bane ugen i forvejen. Han var i topform, men det skulle vise sig, at der var andre som ville vise at minigolf er et sjovt og til tider nemt spil. Den tidligere vinder Ole Rasmussen, lagde sig nemlig fra start af stærkt i front. Den føring holdt indtil bane 14 i sjette runde. De sidste baner spillede de to lige på, og så måtte der et omspil til før end fynsmesteren 2003 kunne kåres. Og efter 4 baner var det Ole som kunne kalde sig Fynsmester 2003. I øvrigt gik 3. pladsen også til en Putter Team-spiller, nemlig Tim Christiansen. Nr. 1 og 2 spillede med snit 21,85 mens nr. 3 havde 22,5 i snit.
En god dag for klubben, men vi slap ikke her, for Casper Frederiksen havde nemlig allerede sikret sig 2. pladsen i juniorserien med et meget flot snit på 23,00 kun overgået af hans efterhånden faste træningskammerat Kasper Kreiberg, Odense Minigolf Club.